11. april 2021

Hvad er cancel culture?

Vi har nok alle prøvet at ‘cancel’ nogen et tidspunkt i vores liv, både bevidst og ubevidst. Måske har du cancelled en tidligere ven, fordi du synes personen opførte sig som en nar. Måske har du cancelled en virksomhed, fordi de gik imod dine etiske og moralske værdier. Eller måske har du cancelled en kendis, såsom Donald Trump, fordi du tager afstand fra hans racistiske bemærkninger.

Dét at cancel individer er gået hen og blevet til et fænomen, som særligt har manifesteret sig på internettet, og sidenhen er blevet døbt “cancel culture”.

Der er ikke nogen entydig definition på cancel culture, men udtrykket dækker over en digital kultur, hvor man boykotter, udskammer og ‘aflyser’ personer eller virksomheder, der har delt en upopulær, diskriminerende eller krænkende holdning. Man kan sige, at fænomenet foregår på to niveauer: et mikro-og makroniveau.

Der er et individ-til-individ-niveau, hvor der er en uenighed og måske fjendtlig udveksling mellem to personer.  Men det kan også foregå på makroniveau, hvor det sker på et større samfundsplan. Her får man flere folk til at tage afstand fra en person eller virksomhed. Men selvom udtrykket ‘cancel culture’ er relativt nyt, så er det langtfra et nyt fænomen.

Den spæde start

Cancel culture har længe været til stede i historie og underholdning, men uden at have fået et decideret udtryk. Vi har gennem tiden set adskillige eksempler på folk, der har afskåret nogen fra debatten, og stater der har givet provokatører og systemkritikere mundkurv på. For ca. 2.500 år siden i oldtidens Athen afholdte man afstemninger, hvor folket kunne afgøre, om en person skulle udvises fra bystaten.

Ordningen blev kaldt for “ostrakisme”, som kommer af ostraka, der betyder potteskår. Borgerne brugte nemlig potteskår til at skrive navnet på den person, man ønskede udvist. Hvis et navn fik over 6.000 stemmer, ville personen blive landsforvist fra Athen i ti år. Den kendte filosof Sokrates blev en af de første ofre for datidens cancel culture, og hele retssagen og henrettelsen af Socrates kan anses som en af historiens mest berømte ‘cancellations’.

Hans indflydelse på Athens ungdomblev anset som en eksistentiel trussel mod samfundets magthavere, og det fik døden til følge. Det samme gjorde sig gældende for en lang række af fortidshistoriens berømte skikkelser, f.eks. Jesus, som også oplevede at blive cancelled.

Gennem tiden er der kommet en lang række prominente navne på listen over cancellations, og den liste bliver stadig længere og længere. Listen er nærmest eksploderet efter de sociale mediers indtog, hvor ostrakismens potteskår er blevet erstattet med retweet-knappen.

Billede af Annie Spratt – Unsplash

Dagens cancel culture

Nutidens cancel culture har sin oprindelse i USA og har sidenhen vundet fodfæste og magt i hele den vestlige verden. Store amerikanske stjerner har gennem de sidste par år gjort sig uheldigt bemærket på baggrund af deres diskriminerende, stødende eller kontroversielle tweets og udtalelser i offentligheden.

Blandt andet oplevede den amerikanske rapper Kanye West at blive cancelled for at støtte den daværende præsident Donald Trump, Harry Potter-forfatteren, J.K.Rowling blev kritiseret på nettet for et tweet, der virkede transfobisk, og den amerikanske avis The New York Times tog afsked til en af avisens journalister, som brugte “N-ordet”.

‘Cancel culture’ kommer også til udtryk, hvis ens opførsel er uetisk ulovlig eller decideret moralsk forkert. MeToo-debatten er et glimrende eksempel på dette, hvor en lang række magtfulde individer, heriblandt Harvey Weinstein og R. Kelly, er begyndt at stå til regnskab for deres handlinger såsom groft seksuelt misbrug.

Som sagt, begrebet er langt mere komplekst og tvetydigt, og derfor ser folk på udviklingen af debatkulturen med forskellige øjne. Nogen ser det som de svages forsvar mod den magtfulde elite, mens andre ser det, som et anti-demokratisk, politisk værktøj, som ligger et totalitært censur på samfundet. Det er altså en opblomstrende debatkultur, der deler vandene i befolkningen. 

Billede af Christian Wiediger – Unsplash

Magten tilbage til folket

Cancel culture har forvandlet os, offentligheden, til dommere. Individer uden magt får mulighed for at blive hørt og tage magten fra eliten tilbage til folket. Det kan altså ses som et redskab, som helt almindelige borgere kan benytte sig af for at sige fra over for magtmisbrug, krænkelse og uretfærdighed.

Folket kan sætte en movement igang, samt skubbe og sætte tonen for debatten ved at mobilisere en modstand mod eliten. Udviklingen af fænomenet gennem de sidste år kan forstås i lyset af de sociale mediers indtog, som har vendt op og ned på magtdelingen.

Før de sociale medier var journalister, politikere og andre elitære personer dem, som satte tonen for en debat. Men efter sociale mediers fremmarch har alle kunne sætte tonen for en debat og sætte dagsordenen. Offentligheden kan altså drage enkelte individer eller virksomheder til ansvar for deres handlinger ved at cancel dem.

Men selvom bevægelsen kan bidrage til retfærdighed, så er der også en del faldgrupper ved bevægelsen. For internettet har gjort alting grænseløst. Grænserne bliver forskudt for, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er.

Billede af Jackson Simmer – Unsplash

Intolerance og selvcensur

Kritikere af bevægelsen mener, at cancel culture er blevet totalitært og forurener debatkulturen, pga. den manglende accept af andres holdninger. I en undersøgelse fra tænketanken Cato Institute kan man se, at 62% af de adspurgte amerikanere mener, at det politiske landskab er med til at forhindre dem i at italesætte holdninger, fordi andre muligvis finder dem stødende.

Netop denne tendens har kritikerne af fænomenet italesat, da de mener, at det indskrænker muligheden for et pluralistisk samfund, hvor der er plads til forskelligartede holdninger og personligheder. Den manglende accept og intolerance af andres holdninger kan skabe en samfundsdebat, hvor vi taler os mere væk fra hinanden end henimod hinanden.

Derudover mener kritikerne, at der er en tendens til deciderede heksejagte, når der opstår udskamningsrunder, hvor man forsøger at lukke munden på modstanderen og få den cancelede person fyret eller udstødt.

En glidebane?

Det kan altså blive så vidtgående, at man ødelægger folks image og fremtidige karriereliv. Samtidig kommer man til at diktere, hvad befolkningen må tænke, mene og sige, når vi canceler personer. Det kan udvikle sig til, at folk bliver bange for at sige, hvad de virkelig synes, og sociale interaktioner vil begynde at bære præg af en altoverskyggende frygt: Frygten for, hvad andre vil tænke, hvis vi ytrer vores ærlige holdninger og livssyn.

Derfor mener kritikerne, at vores ytringsfrihed og samfundets sammenhængskraft er stærkt truet i disse år, hvor cancel culture er et opblomstrende fænomen i vores debatkultur.

Lavet af