16. maj 2021

Hvilken effekt har raceprofilering i det amerikanske politi?

Billede af Munshots - Unsplash
Selvom alle formelt set er lige for loven i USA, foregår der stadig racistiske aktiviteter, som viser tegn på den institutionelle og strukturelle racisme i det amerikanske samfund. Og her spiller det amerikanske politi en central rolle.

Politivold og magtanvendelse mod afroamerikanere er nået til et niveau, som er dybt alarmerende. Man skulle tro, at raceulighederne var ophørt efter borgerretskampen i 1960’erne, men trods adskillige årtier med love og strukturelle forandringer, som skulle udligne raceforskellene, så er kløften mellem hvide og sorte stadig dyb og synlig i Amerika.

Raceprofilering er nemlig dybt forankret i det amerikanske politi, hvilket vil sige, at politiet bruger race, hudfarve eller religion som belæg for at udøve kontrol og overvågning uden en reel grund. Det har længe været en sædvane i USA’s racemæssige historie, at politibetjente bliver frikendt i sager om politivold mod sorte amerikanere, da det er svært at holde betjente ansvarlige for deres handlinger. Men hvorfor er den ordensmagt, der skulle beskytte borgerne mod overgreb, blevet den, der begår overgrebene? Hvorfor går politiet altid fri? Og hvordan ser fremtiden for retfærdighed ud for den sorte del af befolkningen?

Race bias i politiet

Der har vist sig at være racistiske undertoner iblandt de amerikanske betjente. Man kan sige, at der eksistere en såkaldt “race bias” hos betjentene. Denne race bias er ikke kun til stede på mikroniveau, men derimod på makroniveau på organisations- og politisk niveau.

Adfærdsforskeren Uri Simonsohn bruger problemet “teenagers-in-bikinis” til at beskrive den raceulighed og diskrimination, de sorte oplever i mødet med ordensmagten. Udtrykket kommer af en tidligere sag, hvor en sort teenager i bikini blev behandlet som en farlig forbryder.

Bikiniproblemet cementerer, at politibetjente eller civile med bias mod sorte i gennemsnit har en større tilbøjelighed til at anmelde, standse eller sigte relativt ufarlige mennesker fra en etnisk minoritet.

En rapport udarbejdet af justitsministeriet i USA bekræfter også, at USA’s sorte befolkning bliver udsat for en systematisk forskelsbehandling af de hvide politistyrker i USA’s små og store byer.

I flere årtier har adskillige hvide politibetjente fået ‘carte blanche’, og det er blevet en slags uskreven regel, at den amerikanske politistyrke kan blive i tjenesten trods klagesager. Det beviser en lang række sager, som vi nu dykker ned i.

Billede af Clay Banks – Unsplash

En perlerække af sager

Trayvon Martin

USA har et hav af tragiske episoder i rygsækken af afroamerikanere, der forgæves har mistet livet i politiets varetægt. Hver episode har den samme tragiske fortælling; betjente bliver frikendt og beholder deres uniformer på. I 2012 skød og drabte vagtmanden George Zimmerman den 17-årige afroamerikaner Trayvon Martin. Trayvon var på vej hjem fra 7-eleven en aften med sin hætte godt trukket over hovedet, hvilket var nok til, at Zimmerman mistænkeliggjorde ham og til sidst skød ham.

Eric Garner

I 2014 lå afroamerikaneren Eric Garner med ansigtet ned mod fortovet, mens han desperat hev efter vejret. Politiet havde taget ham i at sælge ulovlige, toldfrie cigaretter, og pludselig begyndte betjenten Daniel Pantaleo at tage kvælertag på ham, mens Garner adskillige gange stønnede: “I can’t breathe.” Det fik dog ikke Pantaleo til at stoppe, og det kostede ham livet.

Michael Brown

Samme år nogle måneder senere skød og dræbte politibetjenten Darren Wilson den 18-årige afroamerikaner Michael Brown i Ferguson. Politiet påpegede, at Brown var truende, mens øjenvidner berettede det modsatte.

George Floyd

Sidst men ikke mindst har vi sagen om den 46-årige afroamerikaner George Floyd, som blev kvalt ihjel den 25 maj sidste år. Floyd blev anholdt af politiet i Minneapolis for at have betalt en købmand med en falsk dollarseddel. Men anholdelsen tog en voldsom drejning, da betjenten Derek Chauvin placerede sit knæ på Floyds hals i over otte minutter. Sagen er næsten skræmmende identisk med Eric Garner, da også George Floyd gispende fremstammer “I can’t breathe,” og afgår ved døden.

Sagerne har tilsammen det tilfælles, at alle betjentene enten ikke blev tiltalt eller frikendt og kunne fortsætte deres arbejde.

Billede af Mattia Faloretti – Unsplash

En ny glød i kampen for lighed

Sagerne har været sendt chokbølger gennem den amerikanske befolkning og ført til voldsomme raceuroligheder i USA gennem årene. Der er efterhånden kickstartet en national erkendelse af den raceulighed og politibrutalitet, der længe har eksisteret i USA. Bevægelsen Black Lives Matter har spiret eksplosivt og spredt sig som bølger henover USA og resten af verdenen. Debatten om race i USA og politiets brutale behandling af den sorte del af befolkningen har endelig fået mere politisk opmærksomhed og medieomtale gennem de senere år. Men hvorfor er det så stadig svært at straffe betjentene for deres handlinger?

Svære at straffe

Først og fremmest kontrollerer de amerikanske betjente sig selv. Der sidder nemlig en hel afdeling af politifolk, som styrer sagerne for interne anliggender, altså klager mod betjentene, og her bliver der ofte ikke taget notits af alvoren i sagerne. Politiet har også fået brede beføjelser til at anvende magt, og derfor bliver deres handlinger ofte retfærdiggjorte, selvom betjentens vurdering i situationen viser sig at have været forkert.

For det andet eksisterer der et klagesystem, som gør, at betjente kan klage og få deres sag for en voldgift, hvis de bliver fyret. Og hvis de vinder sagen, kan de vende tilbage og få deres uniform igen.

For det tredje har det amerikanske politi nogle stærke fagforeninger, der har etableret et stærkt politisk maskineri, som gør alt for at dække og beskytte betjentene mod fyringer. Samtidig sætter fagforeningsbosserne ofte en kæp i hjulet, hvis politicheferne prøver at tage det første spadestik til at reformere deres politikreds, og dermed modarbejder de gennemsigtigheden hos politiet.

Men gennem de sidste par års medieeksponerede drab af sorte, samt de protestbevægelser, som i nyere tid har fulgt i kølvandet på dem, er der opstået en ny opfattelse af USA’s sorte befolkning hinsides USA’s egne grænser.

En ny æra

Politibetjenten Derek Chauvin blev d. 21 april kendt skyldig i alle tre drabsanklager, hvilket udløste stor jubel og lettelse i store dele af den amerikanske befolkning. Flere amerikanere ser dommen som et historisk øjeblik, en cementering af, at et sort liv tillægges værdi i USA, og en begyndelse på en ny æra på reel forandring. Der er altså en stærk tro på, at dommen kan flytte milepæle for raceuligheden og racediskriminationen i det amerikanske politivæsen.

Præsidentens vision

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har også anerkendt, at de sorte og andre minoriteter udsættes for raceprofilering og politibrutalitet. Biden har ogå kaldt på politi- og socialreformer, blandt andet er et forslag om en gennemgribende politireform, der forbyder halsgreb og raceprofilering, blevet godkendt af Repræsentanternes Hus. I lovforslaget inkluderer en oprettelse af en database, som skal bruges til at spore betjentes dårlige adfærd. Men selvom det lyder lovende, så er USA langt mere komplekst.

Staternes autonomi

Staterne i USA har nemlig stor selvbestemmelsesret, og der er ikke politisk enighed, om hvilken vej USA skal gå, når vi taler om racisme, politi og socialreformer. Forslaget er blevet sendt til Senatet, som snart afgører dets skæbne, og det bliver et tæt kapløb, da stemmerne her er ligeligt fordelt mellem demokrater og republikanere. Så de kommende uger og måneder bliver den store litmus test, i forhold til om USA er klar til den slags forandringer Biden og en stor del af den amerikanske befolkning efterspørger.

Lavet af