14. maj 2021

Hvad var European Super League?

Billede af Daniel Norin - Unsplash
Den 18. april 2021 sprang der en gigantisk bombe i international topfodbold. Den britiske journalist Tariq Panja kunne i New York Times afsløre, at nogle af de allerstørste europæiske klubber var gået sammen om at danne en lukket turnering.

En lukket turnering fungerer ved at der ikke, som vi kender det i Danmark og mange andre europæiske lande, er op- og nedrykning. Ender man sidst i turneringen, betyder det, at man rykker ud af den række, man er i.

Det turneringsformat man havde i tankerne for ESL, var et lukket system, hvor 15 af de klubber, der var med til at grundlægge turneringen, var sikre på at blive uanset hvordan de klarede sig.

Det er en model man ser i USA, hvor det er de samme hold, der møder hinanden hvert i år lukkede ligaer som for eksempel NBA, NFL og NHL.

Men hvorfor er det et problem? Sidder du måske og tænker. Og det er der flere forskellige svar på, alt efter hvordan man ser på det. Men skal man koge det hele ned til et ord, så handler det om PENGE.

I løbet af de sidste 15 år, er der sket et skred i europæisk topfodbold. Pengene er blevet større og større og klubberne bliver set som moderne virksomheder med fokus på over- eller underskud. Specielt i England, hvor nye ejere af nogle af klubberne har investeret milliarder af pund.

Tilbage i 2000/2001 sæsonen var Roy Keane fra Manchester United den bedst lønnede spiller i Premier League med en ugeløn på £52.000. 21 år senere løber Gareth Bale rundt for Tottenham og får £560.000 i ugen. Det skal dog siges at Gareth Bale lige nu er udlejet fra Real Madrid, der betaler 60% af lønnen. Nummer 2 på listen er David de Gea fra Manchester United med £375.000 i ugen. De tjener mere end 7 gange så meget som Roy Keane, der tjente mest for 20 år siden.

Klubberne er blevet til globale brands med millionvis af fans spredt over hele verdenen, sponsorater i milliardklassen og for nogle er der også aktionærer at tage hensyn til. Alt sammen noget, der har været med til at øge fokus på penge.

Real Madrid Santiago Bernabéu Stadium dugout chairs af Hugo-photography  CC BY-ND 2.0

Hvor skal pengene komme fra?

En fodboldklub tjener størstedelen af sine penge på 3 forskellige måder:

  1. Kommercielle indtægter
  2. Broadcasting indtægter
  3. Kampdags indtægter

Kampdagsindtægterne vil ofte være den mindste post, da der er et naturligt loft for, hvor mange mennesker man kan lukke ind på stadion. Det er her billetindtægter indregnes, samt hvad tilskuerne måtte bruge af penge på stadion. Specielt her under pandemien har denne gren af indtægterne været hårdt ramt for fodboldklubberne.

Så derfor har man været nødsaget til at kigge endnu mere på de 2 andre indtægtskilder, man har.

Broadcastingindtægterne er salg af TV-rettigheder, for de forskellige turneringer en fodboldklub deltager i. For en topklub som Real Madrid eller Manchester City, drejer det sig om den hjemlige liga (La Liga/ Premier League), den hjemlige pokalturnering og Champions League.

Det er specielt den internationale del af broadcastingindtægterne – Champions League, der fik ESL til at se dagens lys. Det bliver forklaret yderligere længere nede i artiklen.

De kommercielle indtægter er ofte den største kategori for en fodboldklub. Det er her sponsorater og partnerskaber bliver indregnet. Det største sponsorat i fodboldverdenen indtil videre er Manchester Uniteds aftale med bilfabrikanten Chevrolet. Chevrolet betalte hvert år United 64 millioner pund, for at få deres logo på fronten af spillertrøjen. En aftale, der begyndte i 2014/2015 sæsonen og udløber her i 2021.

Med ovenstående in mente, har mange af de største klubber lagt hovedet i blød for at øge omsætningen. For de har længe været utilfredse med programmet for Champions League. Hovedargumentet har været, at der er for mange ligegyldige kampe – specielt i det indledende gruppespil. Det blev for forudsigeligt at sige, hvem der ville vinde de enkelte grupper, da der er for mange kampe mod for dårlige hold. De mange ligegyldige kampe tiltrækker ikke TV-seere, hvilket gør det sværere for klubberne at forhandle TV-aftaler, der er en del af broadcastingindtægterne.

Derfor etablerer man en lukket liga, hvor de største klubber i Europa skal møde hinanden på ugentlig basis.

Billede af Shaun Donelly – Unsplash

Hvem er med i ESL?

Toppen af europæisk fodbold. De økonomisk største og nogle af de mest vindende klubber i Europa var alle med i denne sammenslutning:

Manchester United (3)

Manchester City

Liverpool (6)

Tottenham

Arsenal

Chelsea (1)

AC Milan (7)

Inter (3)

Juventus (2)

Atletico Madrid

Barcelona (5)

Real Madrid (13)

Med 40 Champions League titler fordelt mellem klubberne, er det de absolutte sværvægtere, der altså etablerer ESL.

En sådan liga vil være en katastrofe for arrangøren af Champions League, UEFA. Både sportsligt, da man ikke længere vil kunne vise de bedste hold i TV, men også økonomisk, da man frygter at tabe TV-seere til ESL.   

Hvorfor blev det ikke til noget?

Bare to dage efter nyheden om ESL blev offentliggjort, faldt den mere eller mindre fra hinanden igen. Specielt i England var reaktionerne på ESL voldsomme fra både fans, medier, spillere og mange andre omkring klubberne.

Og hvorfor gjorde den så det?

Der er flere grunde, men hovedårsagerne skal findes i den historie der omgærde klubberne og den passion de engelske fans har for deres klub.

Mange af de engelske klubber er over 100 år gamle. Og alle de oplevelser, på godt og ondt, har både rodfæstet sig i klubben, men også i deres fans.

For mange lokale tilhængere er det at skulle på stadion og se en kamp, noget man har gjort i flere generationer. Specielt i arbejderbyer som Liverpool og Manchester, hvor der ikke på samme måde er rigdom som længere sydpå i London. For rigtig mange fans er det ikke bare et fodboldhold, de holder med – det er en religion, hvor alt er centreret om det hold, de er vokset op omkring.

Den følelse af fællesskab og arbejderånd, der er omkring klubberne, er fansene bange for forsvinder, ved at der kommer store multinationale selskaber ind og køber deres klubber.

Det er med tilblivelsen af ESL sikkert, at klubejerne udelukkende tænker på penge frem for fansene.

Derfor har der de sidste uger været store demonstrationer overfor ejerne, men i nogle tilfælde også direkte på banen.

Senest op til kampen mellem Manchester United og Liverpool d. 2. maj, hvor United tilhængere stormede banen før kampstart for at udtrykke deres vrede overfor ejerne. Kampen blev udskudt til et senere tidspunkt.

Dette og meget andet har ført til at 10 ud af de 12 stiftende klubber har trukket sig fra ESL. Kun de to spanske klubber Real Madrid og Barcelona står tilbage med et håb om en udbryderliga.

“Real Madrid – Barça” af Jan S0L0, CC BY-SA 2.0

Hvad så nu?

ESL er skudt ned for denne gang. De fleste klubber har reageret på den klare utilfredshed fra deres fans og har nu en enorm opgave foran sig, med at genoprette tilliden igen.

Men det er stadig de samme ejere der sidder i klubberne. Og det er svært at tro, det er sidste gang en udbryderliga ser dagens lys.