5. august 2021

Hvorfor tillod UEFA ikke prideflag under EM?

Billede af Stabrialena Gontzou - Unsplash
UEFA har gennem årene mødt kritik af deres beslutninger. Forbundet har haft flere sager om korruption, hvor den tidligere præsident for UEFA Michel Plaitini var fokuspunktet. De kontroversielle beslutninger fortsætter dog med forbuddet af prideflaget under EM.

EM i fodbold er afsluttet, og vinderne er fundet; Italien. Alligevel er det ikke kun Danmarks comeback eller Italiens sejr, der har fyldt mediebilledet verden over.

Nej, det europæiske fodboldforbund, UEFA, har været under massiv kritik op til ottendedelsfinalen mellem Tyskland og Ungarn. Her handlede det i flere dage mere om, at fodboldstadionet Allianz Arena i München ikke måtte lyse op i regnbuefarver end selve fodboldspillet.

Juni måned er den årlige pride-måned og for at hylde det, var tyskerne ude på at oplyse stadionet i München i regnbuefarver. Og da kampen lige præcis var mod Ungarn, var det ikke et tilfælde, at det tyske fodboldbund og München ønskede at sætte fokus på homoseksuelles rettigheder.

Det ønskede de, da Ungarns præsident, Viktor Orbán, netop havde vedtaget en lov, som ikke accepterer seksuel diversitet, og hvor al materiale målrettet børn, der handler om homoseksualitet eller kønsskifte, bliver forbudt.

Dog betragtede UEFA regnbueflagene som et ulovligt politisk budskab og nægtede derfor at gå med til det til trods for, at det på deres officielle hjemmeside lægger stor vægt på at fremme deres fodbold til fair play og uden forskelsbehandling.

Billede af Daniel Norin – Unsplash

Hvem er UEFA egentlig?

Hvis man er lidt usikker på, hvad UEFA egentlig står for, er UEFA en sammenslutning af de europæiske nationale fodboldforbund. De skriver på deres officielle hjemmeside, at deres mål er:

”at fremme fodbold. I en ånd af enhed, solidaritet, fred, forståelse og fair play uden nogen forskelsbehandling fra politik, race, religion, køn eller enhver anden grund til at beskytte etiske standarder og god regeringsførelse i europæisk fodbold […]”.

Her vil nogle mene, at UEFA har et ansvar for at fremme lighed blandt mennesker uanset religion, seksualitet eller køn. Det mener Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, dog ikke:

”Gud ske tak og lov for, at der stadig er sund fornuft blandt lederne i europæisk fodbold, og at de forhindrede, at kampen blev spillet med denne politiske provokation. UEFA traf den korrekte beslutning”

Men den begrundelse er Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand ikke enig i:

– Det er forkert at sige, at det er et politisk statement. For det er det ikke”

På trods af delte meninger har UEFAs forbud mod regnbuemarkeringen i München fået fodboldaktører fra hele verden til at bakke op om tyskernes budskab og tage afstand fra fodboldforbundet.

I forbindelse med kampen mellem Tyskland og Ungarn valgte Tysklands målmand, Manuel Neuer, at møde op til kamp med et regnbuefarvet anførerbind for at signalere, at de tyske spillere ikke tolerer homofobi.

Her truede UEFA kortvarigt med en sag mod det tyske fodboldforbund, da UEFA ikke tolererer politiske budskaber. Men den blev dog droppet efter kritik.

Hvad endte det med?

Fodboldstadionet Allianz Arena i München kom ikke til at lyse op i regnbuens farver i forbindelse med landskampen mellem Tyskland og Ungarn, men det gjorde resten af Tyskland til gengæld. 46 stadioner endte med at lyse op i regnbuens farver i protest mod UEFAs forbud mod regnbueflag under EM i Tyskland.

Lavet af